fredag, marts 31, 2006

Europæerne tjente penge indvandrerne føder børnene

Information om Danmark

Europæerne tjente penge - indvandrerne føder børn

(alle væsentlige og mest aktuelle fertilitetsrater på jorden er medtaget nedenfor)

68-ere lever i en ønskeverden, og derfor forveksler 68-ere virkeligheden med deres egne begrænsede tanker. Mange folk i erhvervslivet vil gerne have omkostningerne ned (men er bange for fagforeningerne, der indgår massivt i ejerkredsen – i hvert fald i de nordiske lande) og har længe klaget over vort skæve uddannelsessystem, der fortsat henviser 2 ud af 3 til den offentlige sektor og gør flere og flere arbejdsløse.

Når der sendes en mængder oplysninger ud om, hvorledes børnefødslerne reduceres i den tredje verden, så tag dem med en gran salt. Noget tyder på at det børnebegrænsningsprojekt de kørte ”med succes” i Vesten vil mere eller mindre mislykkes i den tredje verden.

Endvidere er det således, at selvom begrundelserne derude for de mange børn bl.a. har et falsk såkaldt forsørgelses-argument, så påbyder religionen dem at føde mange børn.

Det er endvidere således, at immigranter er fortrinsvis unge og børnefødende. I tillæg er der en klar tendens til netop ikke at reducere børneflokken, selvom økonomien bedres - en irreversibel kulturel proces. Meget tyder endog på, at netop velfærdsfremgangen ved at flytte til Vesten fremskynder fertiliteten yderligere. Desuden reduceres dødeligheden betydeligt i Vesten.

Således konstateredes fra 1999 til 2004 af Københavns Kommune, at børn af indvandrere netop fødte 10 pct. flere børn end forældrene over en 5 års periode (jfr. Søndagsavisen den 25/1-2004)

Når der nedenfor er anført nogle gennemsnitlige fødselstal, også for vesterlændinge, skal det noteres, at der er tale om såkaldte Total Fertilitet Rater. Intet sted i Europa vover man så meget som at nævne etnisk fertilitet (det er vedtaget tilsyneladende i det skjulte), selvom indvandringen selvfølgelig i gennemsnit øger den samlede fertilitet kunstigt.
Hermed kan 68-eren om nogle år, når flere indsigtsfulde er faldet fra, bilde børnene og de unge ind, at nu er fertiliteten sandelig blevet bedre igen.

Ja, bortset fra i England, hvor etniske fertilitetsrater bruges helt formelt inden sundhedsvæsenet.

>>>>>>>>>>>>>

D.v.s. der falder selvfølgelig et par stykker af i farten (end ikke 68-eren er fejlfri, selvom han tror det):

..et par citater:

I USA udregnes fertilitet selvfølgelig som procenter:
NCHS http://www.cdc.gov/nchs/pressroom/03facts/revisesrates.htm
For Immediate Release: August 4, 2003
"..The new report shows that the major trends previously reported - such as the dramatic decline in teenage births -– were also present when the rates were revised. Revised birth rates confirm the steady declines over the decade of the 1990s. Rates fell to historic low levels, with sizable declines recorded for teenagers in all age and population groups. The overall rate for teenagers 15-19 years fell 27 percent between 1991 and 2001. The rate
for black teenagers plummeted 37 percent. The downward trends for American Indian and Hispanic teenagers are much larger on the basis of the revised rates compared with the previously published rates. The birth rate for American
Indian teenagers fell 33 percent and the rate for Hispanic teenagers dropped 17 percent, according to the revised rates compared with decreases of 22 percent and 13 percent, respectively, based on postcensal population estimates derived from the 1990 census.."

http://www.floria-publications.com/italy/life_and_customs/persistent_drop_in_
fertility_res.htm :

"..In no West European country did the rate reach 2.1 — the marker that, demographers say, means an exact replenishment of the population. By contrast, the United States
had a 2.0 rate, which demographers attribute to greater immigration.."

http://www.apsoc.ox.ac.uk/Oxpop/publications%20files/wp07.pdf

"..However, most of the bigger European countries (France, but not Norway, Ireland and Iceland) themselves have substantial immigrant minorities with higher birth rates. At least 10% of births in major European countries are to women born abroad or of foreign nationality. More important, the higher birth rates of immigrant and foreign women inflate the national totals. Thus in England and Wales in 1996, where 13% of all births were to mothers born outside the UK, the overall TFR of 1.74 falls to 1.67 if the fertility of women born abroad is excluded (see ONS Birth Statistics Series FM1 No 25, table 9.4). In the case of Germany the effect is more subdued: in 1996 the national TFR of 1.31 would fall to 1.28 without the contribution of women of foreign nationality (Bevölkerung und Erwerbstätigkeit 1998 R1 F1 table 1.3.7). Because of the negligible numbers of ethnic minority population in the Republic of Ireland, this effect can be ignored in that case.."

>>>>>>>>>>>>>>>

Oplysningerne i foregående afsnit er stærkt underestimerede - der bortses fra alt om naturaliserede og deres børn.

18-25 pct. af en fødselsårgang i de kontinentale vesteuropæiske lande fødes af de fremmede. D.v.s. at den samlede fertilitet - som er angivet her f.eks. til 1,7 - skal reduceres til ca. 1,2 i de nordiske land og til omkring 1,0 i Tyskland og de europæiske middelhavslandene. Se http://www.lilliput-information.com/ferteu.html og http://www.lilliput-information.com/fertty.html



De tre væsenligste årsager til den lave fertilitet blandt vesteuropæiske kvinder er:

1. I gennemsnit fødes det første barn omkring kvindens 28. år - herefter kniber det med at få flere børn.
2. 15-20 pct. af kvinderne i 40-årsalderen i de vestlige lande har ingen børn - dette tal er steget væsentligt.
3. Aborterne er atter steget til at udgøre mere end 15.000 ud af en fødselsårgang på 68.000-70.000 i Danmark.


For så vidt er 2. kendetegnende i udpræget grad for ledige og udstødte stameuropæere fra arbejdsmarkedet, som ikke tør sætte børn i verden.


Fertilitet for det meste af verden:

Countries in order of Total Fertility Rate (children):

Rank Country Total Fertility Rate (children)
http://www.alsagerschool.co.uk/subjects/sub_content/geography/Gpop/HTMLENH/stats/fer.htm
1 Gaza 7.4 children
2 Niger 7.4 children
3 Angola 7.2 children
4 Marshall Islands 7.2 children
5 Yemen 7.2 children
6 Somalia 7.0 children
7 Western Sahara 7.0 children
8 Afghanistan 6.9 children
9 Burkina Faso 6.9 children
10 Togo 6.9 children
11 Uganda 6.9 children
12 Benin 6.8 children
13 Burundi 6.8 children
14 Comoros 6.8 children
15 Malawi 6.7 children
16 Mali 6.7 children
17 Zaire 6.7 children
18 Ethiopia 6.6 children
19 Mozambique 6.5 children
20 Sierra Leone 6.5 children
21 Liberia 6.4 children
22 Libya 6.4 children
23 Saudi Arabia 6.4 children
24 Tanzania 6.3 children
25 Maldives 6.2 children
26 Nigeria 6.2 children
27 Oman 6.2 children
28 Rwanda 6.2 children
29 Eritrea 6.1 children
30 Laos 6.1 children
31 Madagascar 6.1 children
32 Zambia 6.1 children
33 Senegal 6.0 children
34 Cameroon 5.9 children
35 Chad 5.9 children
36 Equatorial Guinea 5.9 children
37 Gambia 5.9 children
38 Cambodia 5.8 children
39 Djibouti 5.8 children
40 Guinea-Bissau 5.8 children
41 Cote d'Ivoire 5.7 children
42 Guinea 5.7 children
43 Iraq 5.7 children
44 Solomon Islands 5.7 children
45 Bhutan 5.6 children
46 Jordan 5.6 children
47 Pakistan 5.6 children
48 Ghana 5.5 children
49 Kenya 5.4 children
50 Mauritania 5.4 children
51 Namibia 5.4 children
52 Sao Tome and Principe 5.4 children
53 West Bank 5.4 children
54 Congo 5.3 children
55 Vanuatu 5.3 children
56 Honduras 5.2 children
57 Lesotho 5.2 children
58 Central African Republic 5.1 children
59 Guatemala 5.1 children
60 Gabon 5.0 children
61 Sudan 5.0 children
62 Swaziland 4.9 children
63 Bolivia 4.8 children
64 Haiti 4.8 children
65 Western Samoa 4.8 children
66 Iran 4.7 children
67 Papua-New Guinea 4.7 children
68 Syria 4.7 children
69 Botswana 4.6 children
70 Federated States of Micronesia 4.6 children
71 Nepal 4.6 children
72 Nicaragua 4.6 children
73 Belize 4.5 children
74 Paraguay 4.5 children
75 Algeria 4.4 children
76 Zimbabwe 4.4 children
77 Qatar 4.3 children
78 Philippines 4.1 children
79 French Guiana 4.0 children
80 Myanmar 4.0 children
81 El Salvador 3.9 children
82 Cape Verde 3.8 children
83 Grenada 3.8 children
84 United Arab Emirates 3.8 children
85 Tajikistan 3.7 children
86 Bangladesh 3.6 children
87 Ecuador 3.6 children
88 Egypt 3.6 children
89 Mongolia 3.6 children
90 India 3.5 children
91 Peru 3.5 children
92 Brunei 3.4 children
93 Turkmenistan 3.4 children
94 Guam 3.3 children
95 Malaysia 3.3 children
96 Morocco 3.3 children
97 Tunisia 3.3 children
98 Uzbekistan 3.3 children
99 Dominican Republic 3.2 children
100 Lebanon 3.2 children
101 South Africa 3.2 children
102 French Polynesia 3.1 children
103 Kuwait 3.1 children
104 Mexico 3.1 children
105 Palau 3.1 children
106 Venezuela 3.1 children
107 Vietnam 3.1 children
108 Bahrain 3.0 children
109 Colombia 3.0 children
110 Fiji 3.0 children
111 Kyrgyzstan 3.0 children
112 Indonesia 2.9 children
113 Israel 2.9 children
114 Albania 2.8 children
115 Argentina 2.8 children
116 Costa Rica 2.8 children
117 Panama 2.8 children
118 Suriname 2.7 children
119 Turkey 2.7 children
120 Guyana 2.6 children
121 Jamaica 2.6 children
122 New Caledonia 2.6 children
123 Saint Lucia 2.6 children
124 Brazil 2.5 children
125 Reunion 2.5 children
126 Chile 2.4 children
127 Korea, North 2.4 children
128 St.Kitts-Nevis 2.4 children
129 St.Vincent and the Grenadines 2.4 children
130 Sri Lanka 2.3 children
131 Uruguay 2.3 children
132 Guadeloupe 2.2 children
133 Azerbaijan 2.1 children
134 Cyprus 2.1 children
135 Iceland 2.1 children
136 Mauritius 2.1 children
137 Netherlands Antilles 2.1 children
138 Puerto Rico 2.1 children
139 Seychelles 2.1 children
140 Dominica 2.0 children
141 Kazakhstan 2.0 children
142 Macedonia 2.0 children
143 Martinique 2.0 children
144 New Zealand 2.0 children
145 Trinidad and Tobago 2.0 children
146 United States 2.0 children
147 Bahamas 1.9 children
148 Ireland 1.9 children
149 Norway 1.9 children
150 Thailand 1.9 children
151 Australia 1.8 children
152 China 1.8 children
153 Finland 1.8 children
154 Malta 1.8 children
155 Moldova 1.8 children
156 Taiwan 1.8 children
157 Yugoslavia 1.8 children
158 Antigua and Barbuda 1.7 children
159 Denmark 1.7 children
160 France 1.7 children
161 Korea, South 1.7 children
162 Luxembourg 1.7 children
163 Singapore 1.7 children
164 United Kingdom 1.7 children
165 Armenia 1.6 children
166 Bosnia-Herzegovina 1.6 children
167 Canada 1.6 children
168 Croatia 1.6 children
169 Poland 1.6 children
170 Sweden 1.6 children
171 Barbados 1.5 children
172 Belgium 1.5 children
173 Cuba 1.5 children
174 Hungary 1.5 children
175 Japan 1.5 children
176 Lithuania 1.5 children
177 Macao 1.5 children
178 Netherlands 1.5 children
179 Slovakia 1.5 children
180 Switzerland 1.5 children
181 Austria 1.4 children
182 Greece 1.4 children
183 Portugal 1.4 children
184 Ukraine 1.4 children
185 Belarus 1.3 children
186 Estonia 1.3 children
187 Georgia 1.3 children
188 Germany 1.3 children
189 Liechtenstein 1.3 children
190 Romania 1.3 children
191 Russia 1.3 children
192 Slovenia 1.3 children
193 Bulgaria 1.2 children
194 Czech Republic 1.2 children
195 Italy 1.2 children
196 Latvia 1.2 children
197 Spain 1.2 children
198 San Marino 1.1 children


"if your heart is filled use your brain"

onsdag, marts 29, 2006

Omlægges velfærden






Bliver velfærden omlagt ?

I alle de vestlige velfærdsdemokratier føres debatten i disse år: Kan velfærden omlægges, og hvis den kan, skal der da ske store forandringer eller større og mindre justeringer? I alle de berørte lande finansieres velfærden delvis efter forsikringsprincippet og delvis over skatterne, der fortrinsvis er indkomstskat og moms. I Norge lever 1,3 mill. af overførsler (2005), hvoraf 625.000 er alderspensionister, i Tyskland er den officielle ledighed (i 2005) på ca. 10 pct. i realiteten dobbelt så stor, når udstødte uden tilknytning til forsikringsordningerne på det tyske arbejdsmarked medregnes.

Den internationale konkurrence, der skal kaldes globalisering i disse år, sætter et særligt skub i udviklingen, forstået på den måde, at udviklingslandene, østlandene og Fjernøsten i disse år begynder at præsentere et vareudbud og en arbejdskraft til langt lavere priser henholdsvis langt lavere lønninger end tilfældet er i de gamle velfærdsdemokratier.Den officielt opgjorte danske arbejdsstyrke, som skulle omfatte det antal i landet, der tilbyder deres arbejdskraft på arbejdsmarkedet, skal korrigeres, fordi udstødte, der relegeres af arbejdsløshedskassernes modtagegrupper og sendes på bistandshjælp eller førtidspension uden at have andre handicaps end samfundsudviklingen, skal medregnes i arbejdsstyrken som ledige:

Tabel 1År 2001:

Arbejdsstyrken:2.900.000 eller >=3.300.000
Modtagere af offentlige overførsler i de erhvervsaktive aldre:
1.100.000 eller <=700.000
Offentligt ansatte: 850.000
Ansatte med salgbar produktion: 950.000 eller 1.050.000

Det officielle antal i arbejdsstyrken i perioden 2001 – 2005 er blevet reduceret med mere end 30.000. Det officielle antal uden for arbejdsstyrken i arbejdsaldrene 15-66 år er øget med mere end 50.000 i samme periode. Velfærdskommissionen hævder, at der fortsat er 200.000 flere i arbejdsstyrken end uden for arbejdsstyrken. Her skal vi huske, at der er cirka 1 mill. under 18 år, hvoraf kun en andel er medtaget i ovenstående tabel 1. Omkring 40 pct. eller 440.000 af de 1.100.0000 på offentlige overførsler i Tabel 1 er immigranter, børn af immigranter, naturaliserede eller børn af naturaliserede (se neden for).

Hertil kommer aldringsspørgsmålet, der p. g. a. for få fødsler blandt danskerne siden 1969 har givet en skæv aldersfordeling med en voksende andel af ældre. Dette bidrager yderligere til forsørgelsesopgaven. Den danske model for velfærd er angiveligt tænkt at skulle udligne betalingerne mellem ydere og nydere over livsforløbet. Dette vil ikke kunne ske fremover med en stadigt mindre arbejdsstyrke og et stadigt øget antal uden for arbejdsstyrken i de arbejdsdygtige aldre. Det er tillige ikke muligt at finansiere den nuværende ordningen, når befolkningsudviklingen netop fortsætter med:

Aldersfordelingens udvikling i retning af større andel af ældre med pensionsbehov

Immigranternes uegnethed til arbejdsmarkedet Indvandrere hæver 40 pct. af bistandshjælpen, hævdede den tidligere socialministeren Henriette Kjær. 1. maj 2005 citeres på www.filtrat.dk Århus Kommune: - ”58 % af indvandrere på bistandshjælp m. m. er uegnede til arbejde - politikere er rystede”. Selvom om aldringsspørgsmålet blandt danskerne i udpræget mindre målestok modsvares af den relativt meget store børne- og ungdomsandel blandt immigranterne, vil det helt centrale i en overskuelig fremtid være at finansiere forbruget blandt bl. a. 1.822.000 modtagere af offentlige overførsler plus de 850.000 offentligt ansatte. Der er i disse år en lille million, som frembringer og afsætter den salgbare produktion.

Af "Årbog om udlændinge i Danmark 2001 - Status og udvikling", Indenrigsministeriet, 2001 fremgår officielt, at 53 pct. af de mandlige immigranter fra ikke-vestlige lande er ledige eller uden for arbejdsstyrken, for kvinderne er det 71 pct. Da andelen af alderspensionister blandt immigranterne fortsat er meget lav, skal de anførte procenttal fortrinsvis genfindes som absolutte antal i tallet 1.100.000 i tabel 1. Hvis indvandringen kunne rette op på aldringsproblemet for det danske samfund, hvor velfærdssystemet byggende på udligning over livsindkomsten gør systemet endog særdeles sårbart, så ville tidsfaktoren alligevel indhente denne opretning, og det kan også konkluderes, at indvandringen faktisk har forøget finansieringsproblemet ganske betydeligt. Økonom, tænketanksformand og foredragsholder Hans Kornø Rasmussen har ved flere lejligheder foreslået ligesom EU-kommissær Vladimir Spidla en mangedobling af indvandringen til EU og dermed også til Danmark.

Velfærdskommissionen spørger, ”Kan øget indvandring løse forsørgerproblemet?”. Herefter følger nogle tankeeksperimenter, der viser, at kunne man forestille sig ekstra 30.000 indvandrere fra mere udviklede lande hvert år i al evighed (mange flere hvis deres familier skal med) kunne indvandre til Danmark – foruden de hidtidige ca. 10.000 pr. år fra mindre udviklede lande - og lade sig beskæftige og betale skat, så var finansieringsproblemet løst for Velfærdskommissionen. Den danske statsgæld er blevet knap 10-doblet i perioden 1960-2001 regnet i faste priser.

Såfremt den tekniske udvikling - uanset udstødningen fra arbejdsmarkedet - havde været i stand til at sikre tilstrækkelig øget produktion i samhandelssektoren til at finansiere en mere end dobbelt så stor offentlig sektor inklusive de udstødtes overførsler i perioden 1960-2001 i en også stærkt aldrende befolkning, som man forudså allerede i begyndelsen 1970-erne, og derudover et indtag af immigranter, hvor mere end halvdelen bidrager til det modsatte af problemernes løsning, uanset en meget lav ældreandel blandt de indrejsende, så står den internationale konkurrence via globaliseringen stadig tilbage. Skal vi ikke sige, at det ikke bygger på indsigt?

Struktur- og konkurrenceforskelle vil uden mulighed for statslig affjerding blive udlignet af markedet. Hovedkamppladsen er arbejdsmarkedet, social- og økosystemerne. Arbejdsmarkedet lider under løn- og socialomkostningskonkurrencen hidrørende fra arbejdstagerne i fattigdomszoner overalt, og der vil ske en uundgåelig likvidering af de hidtil gældende (nationale) fagforeningstariffer og mindste-standarderne for det sociale niveau. Markedet fejer dem væk, arbejdsgiverne benytter sig i stigende omfang af deres trusselspotentiale, der ligger i, at de flytter produktionerne til særligt gunstige løn-, social-, skat-, øko-billige områder i og uden for Europa. Opimod 10.000 jobs flytter ud i 2005.

Virksomhederne investerer kun, hvis deres fortjenstmarginer betinger produktionen eller eventuelt betinger en ændret/tilpasset produktion. Forskellen mellem omkostningerne og den forventede omsætning (afsatte mængde ganget med prisen), som disse omkostninger produktionsstyk for styk kræver, er for ringe til, at 700.000-800.000 arbejdsløse ud af godt 2,8 mill i den officielle arbejdsstyrke eller 3,3-3,5 mill. af de reelt arbejdsdygtige efterspørges i produktionen. Kan tilstrækkelig forskel eller margin realiseres ved et lavere produktionsniveau, gennemføres det måske ved det lavere niveau, også hvad angår beskæftigelsen, såfremt bedste andet alternativ er ringere. Det er det ikke, når vi ser på danske forhold. Passive afkast uden for produktionen eller produktion i udlandet er at foretrække. Derfor føres købekraften over i privat kapital uden for produktionen eller ud af landet: Kapitalisation

Forretninger/virksomheder investerer ikke p. g. a. prismarginaler, men som følge af tilstrækkeligt fortjenestgivende pris/omkostningsmarginaler. Problemet er således ikke éndimensionelt, men i alt fald to- og som oftest flerdimensionelt.
Den økonomiske realitet er, at det er fremstillerne, der driver økonomien frem, opsparingen er at betragte som brændstoffet i denne proces. Privatforbruget og det offentlige forbrug frembringer ikke andet end vedligeholdelse og affald.

Hvad forbrugerne giver ud sætter ikke økonomien i gang, men vedligeholder blot apparatet, eventuelt på vågeblus, det andet er aldrig sket og vil aldrig ske. Nogle gange kan vi høre økonomikommentatorer berette, at udgifterne til privatforbrug udgør så og så mange procent af den samlede efterspørgsel. Vi hører også meget vrøvl om forbrugerforventninger (der mere er indholdsindikatorer på deres TV-forbrug). For at give læseren indtryk af, at det modsatte faktisk er gældende anføres dette: I slutningen af tyverne opgjordes (USA-) privatforbruget til kun omkring 8,5 % af producenternes udgifter til produktionsfaktorer og andre producentvarer. D. v. s. at det samlede forbrug af kapitalgoder til at frembringe, distribuere og levere varer var 12 gange større end privatforbruget. I dag er forholdet givet endnu mere skævt.
Problemet kan ikke med nogen chance for succes i fremtiden anskues fra oppefra og nedefter. Den salgbare produktion i landet skal øges ganske betydeligt, eller systemet skal afskaffes. En proces til fremme af produktionen sættes ikke i gang ved at præsentere erhvervslivet for arbejdskraft. Det kan kun ske ved at gøre produktionerne her i landet mere fordelagtige. Dette lader sig ikke gøre uden en betydelig løn/skattetilpasning.

De seneste fire år er problemerne kun blevet større, mindsket arbejdsstyrke og flere at forsørge endog i de arbejdsdygtige aldre har vi lige konstateret. Problemet er i den periode derfor kun blevet vanskeligere at rette op på. Ikke desto mindre, Velfærdkommissionen: ”Det er ambitiøst at øge beskæftigelsen væsentligt mere end i dag. Beskæftigelsen er i forvejen ret høj i Danmark sammenlignet med andre lande.”

IoD: Dette er kardinalpunktet: Hvis en beskæftigelse på 1,1 mill. i de arbejdsdygtige aldre i sammenligning med den samlede arbejdsstyrke på 2,9 mill. fortsat skal udelukkes fra et monopoliseret arbejdsmarked og måske endnu flere, så vil der ikke være skattegrundlag for at finansiere velfærdsordningerne fremover. Beskæftigelsen i andre lande er ligegyldig al den stund omfanget af den danske velfærd pr. skattekrone er langt højere og fordyrer vore varer.
Det skal understreges, at lidt regulering af efterlønnen m. h. t. takster eller ditto af tids- og aldersgrænserne for ordningen, eventuelt dens afskaffelse, eller ændringer i pensionsaldersgrænserne, eller i de sociale takster ændrer intet ved problemet.
Problemet er helt enkelt, at omkostningerne ved det samlede system afsættes i skatterne og dermed i de monopoliserede lønkrav. Dette fører pr automatik til, at en mængde af de produktioner, hvis indtjening er forudsætningen for systemets virke, ikke betaler sig for virksomhederne.

USA udnyttede globaliseringens fordele allerede fra begyndelsen af 1980-erne med outsourcing af adskillige løntunge produktioner. Samtidig lod man kineserne købe amerikanske statsobligationer for de penge, som de ikke umiddelbart kunne realinvestere. Herved opnåedes samtidig dele af et sikkerhedsnet for dollaren. EU har bragt sig i en defensiv position og vælger nu beskyttelsestold på skiftende produkttyper fra lavtlønsområderne bl. a. Kina, efterhånden som truslerne mod de fastholdte europæiske produktioner dukker op.

Uanset om vi skal se velfærdssystemet gradvist bryde sammen p. g. a. manglende finansiering, eventuelt med et sidste greb efter inflationen uden for Euro-zonen, så længe EU ikke har standset dette, så kan vi med en delvis afsporet uddannelses- og forskningssektor, hvor 2 ud af 3 uddannede fortsat retter blikket mod beskæftigelse i den offentlige sektor, så vil den nærmeste fremtid bringe flere og flere billige importvarer til landet til en stadigt større andel af befolkningen, der vil være henvist til offentligt tildelte overførselsindkomster som livsgrundlag. Udveksling af varer og produktionsfaktorer herunder vidensoverførsel med de lønlette områder vil være aktuel en årrække frem.

Forsøget med at tiltrække kvalificeret arbejdskraft til f. eks. IT-branchen i Danmark synes ikke at ville lykkes, meget på grund af personskatterne, viser undersøgelser. Dette burde være bevisførelse nok; men herudover kommer øvrige byrder på erhvervslivet og på hver ansættelse.

Vi konkluderer, at da vore egne uddannede stikker af eller søger den offentlige sektor, immigranterne de sidste 30 år afgjort retter sig mod de løntunge og videnslette brancher, hvis ikke mod de offentlige ydelser, vore egne ledige og udstødte i de arbejdsdygtige aldre sammen med 7.000 baltere og polakker (i blot 2005) ikke kan bruges til "det evigtvarende ideologi-eksperiment" - den danske utopi - så må vi gå ud fra, at virkeligheden inden for overskuelig tid standser projektet, der også kun skulle tjene ideologiens ledende fra den første færd.

Joern E. Vig, cand oecon.10. november 2005


"if your heart is filled use your brain"

Efter to velfærdsgenerationer

Information om Danmark


Efter to velfærdsgenerationer i Danmark

Udviklingen i lyset af Velfærdskommissionen seneste redegørelser i 2004 og 2005 [1],
kunne være året 1960 sammenlignet 2001/2002:

Bruttonationalproduktet:
(samfundskagen) i 1960
384,6 mia. 1995-kr. 1.188 mia. 1995-kr.

I skat betaltes:
i 1960 26 pct. af samfundskagen (BNP=Bruttonationalproduktet) eller 100 mia. 1995-kr., i

2001 51,5 pct. af samfundskagen eller 612 mia. 1995-kr.[2]

Offentligt ansatte:
i 1960 406.000, i 2001 ca. 850.000.

Samlede antal beskæftigede steget med:
600.000 i perioden 1960-2001, hvoraf 450.000 til det offentlige og 150.000 til salgbar produktion.

Antal modtagere af overførselsindkomst:
i 1960 var 600.000, i 2001 1.822.000, heraf 1.100.000 i de erhvervsaktive aldre, hvoraf 700.000-800.000 ledige eller ”på sidelinien”, d.v.s. som modtagere af dagpenge, bistandshjælp, førtidspension eller anden overførselsindkomst (det hele omregnet til helårsmodtagere).

Offentlige pengeoverførsler og tjenesteydelser:
udgjorde 20 pct. af samfundskagen i 1960, i 2001 44 pct. af samfundskagen[3].

Offentlige tjenesteydelser:
udgjorde 14 pct. af samfundskagen i 1960, i 2001 28 pct. af samfundskagen[4].

Offentlige pengeoverførsler:
udgjorde 6 pct. af samfundskagen i 1960, i 2001 16 pct. af samfundskagen[5].

Den danske stat skyldte:
i 1960 59,3 mia. 1995-kr., i 2002 573 mia. 1995-kr.


Ændringer kort i perioden 1960-2001:
At dele: 3 gange mere
At betale i skat: 2 gange mere plus
63,7 pct. af produktionsforøgelsen

Til at hjælpe: mere end 2 gange flere
At understøtte: mere end 3 gange flere
Statens gæld: 9,7 gange større

Velfærdskommissionens hovedanvisning i kilde 1[6], side 24 :
”Har det mening at øge arbejdsudbuddet? Vil der være behov for “alt det arbejde” i fremtiden? Det er der. Der er behov for arbejdskraft på mange områder. Det vil f.eks. kræve mange hænder at løse velfærdsopgaverne fremover i forhold til pleje og omsorg over for det voksende antal ældre. Der er også masser af muligheder i den internationale økonomi, hvis vi forbliver konkurrencedygtige. Som vi har set, er høj beskæftigelse den helt grundlæggende forudsætning for et højt service- og overførselsniveau i Danmark. Det er forkert at tro, at mængden af arbejde altid vil være konstant. At vi bare kan deles bedre om det arbejde, der er.”

Omdrejningsaksen i hele Velfærdskommissionens redegørelse er, ”at en større arbejdsstyrke giver større beskæftigelse”. Arbejdsstyrken er den del af befolkningen, der står til rådighed for arbejdsmarkedet. Pensionister, børn og unge under uddannelse fraregnes typisk i arbejdsstyrken. Hele tankegangen bygger på Says Lov og Karl Marx: Udbud skaber efterspørgsel og traditionel velfærdsteoretisk tomgangssnak.

Hvad der rent faktisk skete:
Udgangspunktet for alle civiliserede samfund er produktion og afsætning, eksport og import i et passende blandingsforhold, så efterspørgslen efter arbejdskraft og andre ressourcer som forudsætning for produktionen danner et naturligt grundlag for fortsat produktionsvækst, indtjening, forbrug og beskæftigelse. Til økonomisk stabilitet hører formuedannelsens dynamik, sikring af investeringsprocessen, sikring af økonomisk vækst, forskning og ny teknologi, kompetencer og høj produktivitet i en stat, for at dens ledere kan siges at tage samfundsborgerne alvorligt.

Mere end 60 pct. af produktionsforøgelsen i perioden er blevet inddraget til offentlige gøremål og overførte lommepenge, og vi ser, at henved 28 pct. af det der skulle være arbejdsstyrken ikke tilbydes arbejde, når indkomstskatterne ikke kan hæves mere, og statsgælden samtidig knap 10-dobles. Der har været et iøjnespringende misforhold mellem monopolsektoren og produktionssektoren, og det er ikke et spørgsmål om nogle flere hænder til mere velfærds-service i ældresektoren, som det foreslås centralt i kilde 1. Det er noget andet.
I områderne 'undervisning', 'sundhed', og 'social omsorg' var der i 2001 (i følge Velfærdskommssionens rapport, kilde 1) ansat 630.000 svarende til lige godt 25 pct. af den samlede arbejdsstyrke. Præcis hvor mange der er ansat i de enkelte tre sektorer og fordelingen på institutionernes art og størrelse, det sidste målt ved mængden af klienter, elever, patienter er ikke tilgængelige oplysninger, der skal kastes lys på. I betragtning af at området er blevet mere end dobbelt så stort siden 1960, end målt ved andelen det optager af den samlede (tredoblede) samfundskage, skal vi åbentbart ikke kende sådanne oplysninger, der kunne sætte os i stand til at udregne nogle former for produktivitet (præstationer i forhold til ressourcerne) og for effektivitet (målopfyldelse i forhold til ressourcerne).
Sådant betegnes misbrug, når vi ser på f.eks. kriminalitetens fordeling på nationalitet med udgangspunkt i korrekt registrerede kriminelle gerninger og fejlagtigt beskrevne befolkningsforhold. Det kan dog ikke helt undgås, at lidt falder af undervejs: Primo april 2005 oplyste DR-teksttv, at 30 pct. af folkeskolelærernes arbejdstid går med at undervise børnene. Nu forstår man måske bedre, hvorfor hollandske 9 årige skoleelever underviser dobbelt så meget til den halve pris. Eller tag nogle andre områder: Ca. 10 pct. af studenterne falder fra på de videregående uddannelser, og det årlige optag på ingeniøruddannelserne er faldet med 50 pct. fra 1985-1995. Uden detaljerede ressourceopgørelser er problemerne umulige at afdække. 11. april 2005 oplyser TV2-Nyheder, at 57 pct. af de folkeskolelærere, der underviser i faget dansk i Folkeskolen, ikke havde valgt danskfaget i uddannelsen på seminariet, og tilsvarende gør sig gældende for 97 pct. af de, der underviser fagene naturfag og teknik. Det mest afsindige er, at vi ikke har fået disse oplysninger, længe før skolen rent faktisk brød sammen.
Derimod ser vi Velfærdskommissionen på andre, mindre fagforeningsfølsomme områder bearbejde grunddata, men kun præsentere sådanne bearbejdede, ukontrollerbare beskrivelser af samlede områder (f.eks. indvandrerne arbejdsmarkedstilknytning fordelt på oprindelsesland, og de samlede overførslers og tjenesteydelsers fordeling på klienternes aldre i livsforløbet). Her må pligten til putte og gemme blandt de ledende figurer, også i Velfærdskommissionen, spille en ikke ubetydelig rolle. Sådanne og andre officielt utilgængelige grunddata kunne utvivlsomt bruges til at tegne et samlet, sandt billede af f.eks. økonomi-belastningen stammende fra indvandringen. Men det ønsker man ikke. M.h.t. personaleressourcerne på uddannelsesområdet og på de sociale områder har der utallige gange været stillet i udsigt at sådanne beskrivelse ville komme. Der er dog af velkendte grunde intet sket.

Vi har tilmed kun 200.000 mere i arbejdsstyrken end uden for arbejdsstyrken, og dette misforhold bliver katastrofalt skævt fremover med en øget andel af ældre over 65 år og en importeret gruppe indvandrere, der bidrager til den nuværende arbejdsstyrke med højest halvdelen af, hvad danskerne præsterer. Cirka 40 pct. af alle bistandsklienter er indvandrere. I fremtiden vil misforholdet blive om muligt endnu større, fordi intet tyder på, at indpasningen i et moderne højteknisk/teknologisk præget Danmark vil lykkes bedre for indvandrernes efterkommere.

Uanset hvilken såkaldt velfærdsmodel, der vælges eller fravælges, er der en skæbnesvanger fejlindretning af det danske samfund, der ikke lader sig ændre uden en magtforskydning af de store og et oplysningsprogram af dimensioner.

Det er muligt at 68-apostlenes lettere kavaleri og politikerne, der skal læse Velfærdskommissionens rapporter, har bygget deres tankegang på, at velfærdsbetalingernes og velfærdsservicens fordeling på den ene side og skatternes fordeling på den anden, det hele over livsforløbet, ville føre til en udligning af regnskabet i det lange løb[7]. Det er også muligt starten gik let med mange flere til at betale som skatteydere end til at modtage som funktionærer og klienter p.g.a. af de store efterkrigsgenerationer i arbejdsstyrken og i beskæftigelsen. Det var afgjort ikke noget folkeligt krav, der førte til den såkaldte danske model. Og der er ingen, der kan være i tvivl om resultatet efter netop ét arbejdsliv med 68-erne er gået. Det kan aflæses af indledningen til denne gennemgang.

At overse det skæbnesvangre i :

1. Uddannelsespolitik med næsten fri adgang efter de unges egne ønsker, og lade det hele skattefinansiere,
2. Alle faste tildelingskriterier og upåvirkelige udmålingskriterier i sociallovgivningen afskaffedes pr. gummiparagraf som udgangspunkt, og lade det hele skattefinansiere. Siden måtte kriterierne fastlægges igen pr. lov, der blev en slags forordning/dekret uden egentlig retsgyldighed,
3. Man hævede skatterne, så skatteprovenuet smart kunne/måtte bringes yderligere op ved at inddrage både mand og kone på arbejdsmarkedet, Herved kunne skatteprovenuet faktisk øges absolut med mere end en faktor 6, når produktiviteten også udviklede sig (fra 100 mia. 1995-kr. i 1960 til 612 mia. 1995-kr. i 2001),
4. Fertiliteten faldt drastisk fra 1969 til under 2,1 barn pr. kvinde fra 2,6 få år forinden, faldet fortsatte i alle 1970-erne, ”men en øget arbejdsstyrke skaber som bekendt øget beskæftigelse (privat eller offentligt) og dermed øget skattegrundlag” [8]. Dette var ”arkitekternes” egentlige begrundelse for immigranterne; det gjorde ingen af de ansvarlige i andet end ond tro.

Nu lød alarmklokkerne, da vi gik i bund og fik den laveste fertilitet nogensinde, 1,377 i 1983. Det skyldtes at nu kunne selv de sløveste begribe at en varigt lavere fertilitet automatisk ville føre til et uoverstigeligt finansieringsproblem m.h.t. velfærden på længere sigt, uanset livstidsbetragtningen – med mange servicekrævende ældre ”og alt for få i arbejdsstyrken og også i beskæftigelsen til at bidrage over skatterne”.

Netop da åbnedes adgangen til verdens folkehav. Det har vist sig, at den første bølge på 650.000-750.000 samlet set har ført til ekstra overførsler og mere forbrug af offentlig service, således at 40 pct. af bistandshjælpen i 2005 eksempelvis tildeles disse 12-14 pct. af indbyggerne i landet. Desuden er 35 pct. af immigrantgruppen under 25 år. De er derfor ekstra service- og overførselskrævende og langt fra arbejdsstyrken. ”En øget arbejdsstyrke skaber som bekendt øget beskæftigelse (privat eller offentligt) og dermed øget skattegrundlag”.

Præcis da kunne det forudses, at landets indbyggere i gennemsnit ville kunne komme til at modtage mere fra det offentlige, end de betaler i skat over livsforløbet med det gældende system. Forskellen kan vi kalde manna. Nu gjaldt det om, at få indvandringen speedet op med indstrømning af individer (…til arbejdsstyrken?), der i hvert fald kunne bidrage ekstra til det allerede aktuelle misforhold med en faktor 3 (?)

Velfærdskommissionen, kilde 1, side 45:
”Når det drejer sig om højere beskæftigelse, er målet dobbelt. Det gavner de offentlige finanser, både fordi skatteindtægterne stiger, og fordi samfundet sparer udgifter til overførsler. Såvel for samfundet som for den enkelte er det en god løsning at øge beskæftigelsen. Der er bare to problemer: Det er svært, og der skal derfor reformer til. Det er ambitiøst at øge beskæftigelsen væsentligt mere end i dag. Beskæftigelsen er i forvejen ret høj i Danmark sammenlignet med andre lande.”

Både Velfærdskommissionen, men mest EU foreslår på denne baggrund en accelereret tilstrømning af immigranter, som en oplagt mulighed. Velfærdskommissionen spørger ”Kan øget indvandring løse forsørgerproblemet?”. Herefter følger nogle tankeeksperimenter, der viser at kunne man forestille sig ekstra 30.000 indvandrere fra mere udviklede lande hvert år i al evighed kunne indvandre til Danmark – foruden de hidtidige 15.000 pr. år fra mindre udviklede lande - og lade sig beskæftige og betale skat, så var finansieringsproblemet løst for Velfærdskommissionen.

Foredragsholder Hans Kornø Rasmussen, kendt fra én regeringens mange tænketanke: "Har vi for få fremmede I Danmark?". Adspurgt af bladet "Social Forskning" nr. 1, 1998, svarede lektor Hans Kornø Rasmussen blandt andet: "Spørgsmålet om indvandringen er ikke længere et rent dansk anliggende…"
Hans Kornø Rasmussen henviser til Amsterdam-traktatens artikler om flygtninge og indvandrere, der overfører hele området til "den overstatslige søjle" i EU-regi. EU’s statistik EUROSTAT nr. 6, 1996 anbefaler en stærk forøgelse af indvandringen, og siger Hans Kornø Rasmussen: "I perioden 2007-2024 skal indvandringen være stigende med en faktor 8-14 gange i forhold til i år (1996), d.v.s. 8 gange flere år 2007 og 14 gange flere i år 2024. I 1996 kom officielt 525.000 (netto, nye) fremmede til EU. Antallet pr. år skulle altså være 4,5 mill. i år 2007 og derefter voksende til 7 mill. i år 2024". Det blev gentaget af den nyudnævnte EU-kommissær Vladimir Spidla den 18. marts 2005, der nu foreslog en gradvist acceleret indvandring indtil en 12-dobling af indtaget af ikke-vestlige til EU frem til 2024: Docerende EU-kommissær (nu glemte Hans Kornø Rasmussen, at Danmark rent faktisk har en række forbehold til de seneste EU-traktater startende med Maastricht-traktaten.)

I år 2000 havde Hans Kornø Rasmussen nedtonet sit forslag til det fremtidige indtag af fremmede pr. år til Danmark til det dobbelte af det daværende antal, godt 18.000. Det kan skyldes personlige erfaringer.


Ringen er sluttet…:

Et par af de spørgsmål, der ligger lige for, hvis vi forudsætter, at den øgede indvandring af kvalificeret arbejdskraft skal ske fra mere udviklede lande:

1. Har vi opgivet at ændre den danske uddannelses- og forskningsverden væk fra tag-selv-princippet, desuagtet den har vist ikke at give de fornødne kvalifikationer og kompetencer, og blandt andet er skabt og støttet af flere af Velfærdskommissionens medlemmer?

2. Da der ikke har været særlige adgangsbegrænsninger for højtuddannet udenlandsk arbejdskraft fra udviklede lande, som kunne tiltræde stillinger i Danmark, skal der da gives særlige tillokkelser til at slå sig ned her i det, der gennem to generationer blev omgjort til lighedens Danmark?

3. Er den del af den danske ungdom og de allerede videregående uddannede i titusindevis, der nu hæver dagpenge, kører som buschauffører eller går med aviser med en akademisk uddannelse for dårligt kvalificerede, måske fejluddannede, eller er det måske rekrutteringen af elever til gymnasierne og til de videregående uddannelser, der er blevet skævvredet ligeledes i lighedens/nomenklaturaens navn?
Prøv: http://www.lilliput-information.com/skole/index.html


Om Hans Kornø Rasmussen ønsker indvandringen 14-doblet for at 11-doble den offentlige velfærds finansieringsproblem kan vi ikke vide (?)


Én vej ud af moradset:

Keynesianer-tankegangen vender tingene på hovedet. Jorden drejer faktisk modsat af, hvad keynesianeren forestiller sig. Der er tiltagende interesse for polvending-spørgsmålet i medierne, når det drejer sig om klodens geofysiske forhold på cirka 1000 års sigt. At der er akut behov for en mental polvending på individ-niveau er ikke noget der berøres.
Man starter ikke med arbejdsstyrken og beskæftigelsen, eksempelvis, man starter faktisk med efterspørgsel i markedet for økonomiske goder. Derefter går man til arbejdsdelingen og fortsætter over produktionsplanlægningen og ressourcerne og afslutter med arbejdsstyrken og beskæftigelsen.

Virksomhederne investerer kun, hvis deres fortjenstmarginer betinger produktionen eller eventuelt en ændret/tilpasset produktion. Forskellen mellem omkostningerne og den forventede omsætning (afsatte mængde ganget med prisen), som disse omkostninger produktionsstyk for styk kræver, er for ringe til at hen ved 700.000-800.000 arbejdsløse ud af godt 2,8 mill i den officielle arbejdsstyrke eller 3,5 mill. af de reelt arbejdsdygtige efterspørges i produktionen. Kan tilstrækkelig forskel eller margin realiseres ved et lavere produktionsniveau, gennemføres det måske ved det lavere niveau, også hvad angår beskæftigelsen, såfremt bedste andet alternativ er ringere. Det er det ikke, når vi ser på danske forhold. Passive afkast uden for produktionen eller produktion i udlandet er at foretrække. Derfor føres købekraften over i privat kapital uden for produktionen eller ud af landet: Kapitalisation

Forretninger/virksomheder investerer ikke p.g.a. prismarginaler, men som følge af tilstrækkeligt fortjenestgivende pris/omkostningsmarginaler. Problemet er således ikke éndimensionelt, men i alt fald to- og som oftest flerdimensionelt. Det er blevet sagt, at Keynesianere ikke kan tænke i mere end én dimension ad gangen. Er det sandt, kan det ikke undre, at de økonomiske kommentatorer i udlandet om noget er éndimensionelle.
Der er ingen danske.

Den økonomiske realitet er, at det er fremstillerne, der driver økonomien frem, opsparingen er at betragte som brændstoffet i denne proces.

Hvad forbrugerne giver ud sætter ikke økonomien i gang, men vedligeholder blot apparatet, eventuelt på vågeblus, det andet er aldrig sket og vil aldrig ske. Nogle gange kan vi se økonomikommentatorer berette, at udgifterne til privatforbrug udgør så og så mange procent af den samlede efterspørgsel. Vi hører også meget vrøvl om forbrugerforventninger (der mere er indholdsreferater af deres TV-forbrug). For at give læseren indtryk af, at det modsatte faktisk er gældende anføres dette: I slutningen af tyverne opgjordes (USA-)privatforbruget til kun omkring 8,5 % af producenternes udgifter til produktionsfaktorer og andre producentvarer. D.v.s. at det samlede forbrug af kapitalgoder til at frembringe, distribuere og levere varer var 12 gange større end privatforbruget.

Produktionsprocessen består af et utal komplekse stadier. Det er en nødvendig følge heraf, at de samlede kombinerede udgifter på alle disse stadier/niveauer må overstige udgifterne til forbrug ganske betydeligt. Som illustration kan man forestille sig det samlede faste kapitalapparat efterhånden omsat i slutforbrug; det vil dog kun kunne ske over adskillige år (her 12). Det der gives ud på forbrug stammer rigtignok fra produktionen, medens produktionen stammer fra kapitalen (inklusive produktionsfaktorerne), som i første led stammer fra opsparingen. Derfor er det sådan, at jo mere der opspares desto mere realkapital dannes og akkumuleres, så der produceres og kan forbruges mere.

Man kunne rette sig efter følgende faktum: regeringsudgifter og privat forbrug stimulerer ikke, men dræner økonomien. Dette er sandt, uanset om du finder disse udgifter retfærdige eller ej. Dette er afgørende vigtigt at lære.

Lønningerne skal ned med mindst 30 pct. Indkomstskatten ændret til en kildeartsbeskatning, for løn en proportional lønskat opkrævet direkte og endeligt ved kilden som en lønsumsskat, primært for at spare indkomstskattekontrollen. Provenuet fra lønskatten skal ned med beløb mindst svarende til at den disponible løn faktisk stiger med 2-3 pct., og selskabsskatteprocenten skal ned mindst til niveau med den irske. De forskellige fondsbidrag på lønsedlen samles efter reduktion med mindst 50% i ét uddannelsesfondsbidrag med henblik på direkte og individuel benyttelse.

Herfra kommer øget salgbar produktion, der øger og trækker arbejdsstyrken i beskæftigelse og skaber købekraften til den såkaldte velfærd til færre pr. automatik. Her følges selvsagt jordens omdrejninger i universet.

Viden og kompetencer skal i front:

Skal Danmark have en chance i disse udflytningsår, skal der satses helhjertet og konsekvent på viden og kompetencer, der kan bringe os hurtigt i front i den vestlige verden. Arbejdskraften til at tage sig af en voksende ældreandel i befolkningen vil aldrig blive et problem. Den næstfarligste udvikling vi overhovedet har været inde i nu i to generationer er gymnasielærernes egen reproduktion af egne irrelevante kompetencer, der langt hen ad vejen ikke er business-relevante, hvis vi skal overleve som civiliseret nation. Det står ikke bedre til i Folkeskolen, men her må vi satse centralt på dansk, engelsk, tysk, matematik, biologi, økonomi, data og historie, fordi det ikke kan lade sig gøre at udskifte store dele af lærerstaben her og samtidig finde en udviklings-befordrende erstatning, der gør eleverne egnede til det nye gymnasium.

Magisterens Fagforening Danmarks Lærerforening kommer ikke på tværs her.

Midlerne til at rette kursen op på 2-3 år går over de komparative fordele, som Danmark skulle have benyttet på uddannelsesområdet straks i 1960-erne i stedet for at lade unge uvidende mennesker bestemme godt hjulpet på vej af gymnasiernes magistre, hvor vi gik hen med det hele for andres regning[9]. Vi er henvist til importere relevante undervisningssystemer og lærerbøger (eventuelt oversatte) fra Irland, Holland, England, Tyskland og USA, og eventuelt få ansat enkelte lærere fra disse nationer i nøglepositioner.

USA begyndte handlingsorienteret at tackle globaliseringspolitiske spørgsmål allerede i begyndelsen af 1980-erne: Dollar-faldet. Det samme gjorde England. Irland havde i 1970 en produktion, der var halvt så stor som den danske - i dag er Irlands produktion pr. indbygger 10 pct. større end den danske.

Universiteterne er også en større sag; den skal ordnes inden for de samme 2-3 år.

Den slagne vej vælges nok:

Her vil det vise sig hvorledes et land med mere end 67 pct. af vælgerbefolkningen ansat hos det offentlige eller sendt på overførselsindkomst møder sit endeligt om senest 15 år. Det bliver ikke noget kønt syn.
Skæbnesvangre prioriteringer i uddannelsespolitikken førte til deroute
Anbefal denne fil

Den 8. april 2005
Ebbe Vig, cand. oecon.
Information om Danmark

[1] Kilde 1: Fremtidens velfærd kommer ikke af sig selv, kilde 2: Fremtidens velfærd og globaliseringen, hentet fra www.velfaerd.dk.

[2] Bemærk, en fordobling af andelen, men udregnet på et basisbeløb, der tredobles i perioden.

[3] På basis af et tredoblet BNP.

[4] På basis af et tredoblet BNP.

[5] På basis af et tredoblet BNP.

[6] Kilde 1: Fremtidens velfærd komme ikke af sig selv.
kilde 2: Fremtidens velfærd og globaliseringen.

[7] Dette kendetegner den særligt danske skattefinansierede velfærdsmodel.

[8] Hvad der er årsag, og hvad der er virkning spiller en mindre rolle for en Keynesianer.

[9] I FN var svaret på den dengang præsenterede U-90 (Perspektivplan for uddannelse i Danmark indtil 1990): ”I må have råd til det”.


"if your heart is filled use your brain"

søndag, marts 26, 2006

Seks gode grunde






Seks gode grunde
- til at alle de naturaliserede og deres efterkommere skal medregnes:


Officielt var her 337.243 fremmede[1] og fremmede med statsborgerskab i Danmark pr. 1. januar 2006 svarende til godt 6 pct. af indbyggertallet. Fra Lektor Hans Oluf Hansen på Københavns Universitet forlød i Berlingske Tidende den 20. august 2005[2], at de oprindelige danskere vil være i mindretal inden århundredet er omme, hvis det fortsætter som nu. Da derimod den officielle danske befolkningsprognose den 29. august 1999 præsenteredes i Jyllands-Posten (omtalt igen i JP den 21. august 2005[3]), og den viste 13,7 pct. indvandrere og efterkommere[4] alt i alt i 2020, blev professor P. C. Matthiessen, der kommenterede tallene, nærmest overfaldet i medierne.

Det er meget værre fat:
Information om Danmark oplyser: Der var allerede mere end 690.000 fremmede, naturaliserede og deres børn pr. 1. januar 2006 svarende til mere end 13 pct., og at danskerne med sikkerhed bliver i mindretal mellem 2035-2045, hvis det fortsætter som nu: http://www.lilliput-information.com/edu/index.html

At kunne fastslå projektets størrelse er forudsætningen for vi kan vide, hvor vi er, og måske også for at vide noget om, hvor hurtigt vi bevæger os ind i en tilsyneladende temmelig uvis fremtid. Når vi ser på, hvad der sker i samfundet, synes det hævet over enhver tvivl, at den såkaldte integrations-aktivitet ikke betyder ret meget.


De danske myndigheder har for nylig måttet indrømme:
Anden og tredje generation af immigranter og deres efterkommere begår endog en større andel af den kriminelle gerninger i forhold til deres indbyggerandel end forældrene – selv når denne opregning korrigeres for en fejlbehæftet befolkningsopgørelse, der officielt ganske paradoksalt overestimerer kriminaliteten blandt immigranterne. 82 pct. af kriminaliteten blandt unge under 18 år i København blev i 2004 begået af fremmede. [5] Og indvandrergruppen udgjorde altså ca. 28 pct. i denne aldersgruppe i København, jfr. Danmarks Statistiks matr. BEF3 anført med talangivelser i http://www.lilliput-information.com/domv.html

Anden og tredje generation fødte 10 pct. flere børn i gennemsnit pr. kvinde end forældrene over en 6-års periode i København i følge leder af kommunes statistikkontor Claus Woll, jfr. Søndagsavisen den 25. januar 2004.

Nu (22. april 2008 i følge JP-Århus) viser nye tal, at kun hvert fjerde barn (mod hvert tredje i 2006) sprogligt er modent til at starte på normal skolegang, skriver JP Århus…”

Anden og tredje generation har en endog svagere tilknytning til arbejdsmarkedet end deres forældre.[6]

Antallet af indvandrere fra de nævnte områder er det eneste antal der er vokset – i perioder med en eksponentielt vækst – i hele 26 års-perioden fra 1979.

I gennemsnit belastede indvandrere fra mindre udviklede lande den danske offentlige sektor 3 gange mere end danskerne i gennemsnit - i følge de seneste rapporter fra Velfærdskommissionen, refereret i Børsen den 1. december 2005.

Suppleret med et par citater fra samme:"...at indvandring fra mindre udviklede lande til Danmark belaster de offentlige finanser betydeligt. Indvandrernes erhvervsdeltagelse er lav - især for kvindernes vedkommende. Blandt dem, der er på arbejdsmarkedet, er ledigheden høj – blandt andet fordi mange af dem ikke har kvalifikationer, der kan skaffe dem et arbejde til markedets mindste lønninger..."
"...Indvandrere fra mindre udviklede lande modtager derimod mere fra de offentlige kasser, end de bidrager. Det skyldes, at de både har en lav erhvervsdeltagelse og som regel ikke forlader landet igen, inden de bliver gamle. De modtager i gennemsnit 2,6 millioner kr. mere over livsløbet, end de betaler til den offentlige sektor..."

Integrations-ordet har været brugt som en trylleformular i 26 år præcis som replikken ”Sesam-Sesam luk dig op” i 1001 Nats Eventyr. I eventyret virker det, og dette er lige netop den frit i luften svævende og ansvarsløse postmodernists virkelighed.

Antalsgennemgangen kort:
- fører os fra børnefødsler til antal fremmede indvandrere

De tre væsentligste årsager til det lave fødselsantal blandt vesteuropæiske kvinder:

1. I gennemsnit fødes det første barn omkring kvindens 28. år - herefter kniber det med at få flere børn.
2. 15-20 pct. af kvinderne i 40-årsalderen i de vestlige lande har ingen børn - dette tal er steget væsentligt.
3. Aborterne er steget til at udgøre mere end 15.000 ud af en fødselsårgang på 68.000-70.000 i Danmark jfr. DR-Teksttv den 20. marts 2006.

For så vidt er 2. kendetegnende i udpræget grad for ledige og udstødte stameuropæere fra arbejdsmarkedet (20-25 pct.), som ikke tør sætte børn i verden. Det samme mønster genfandtes og genfindes stadig tydeligt i den gamle østblok.

Fødselsantallene er gennemgået i flere detaljer på:
http://www.lilliput-information.com/fertt.html (i Verden)
http://www.lilliput-information.com/ferteu.html (i Europa)
http://www.lilliput-information.com/fertty.html (i Tyskland)
http://www.lilliput-information.com/fertfr.html (fra børneantal til fremmedandel)

Der er én grund til den danske befolkning er vokset de sidste 26 år. Det skyldes en øget tilstrømning af indvandrere og disses fødsler. Danskerne føder kun halvdelen af det antal børn der skal til for at sikre en stabil dansk befolkning, når de døde fraregnes.

I 1979 boede der i Danmark 5.117.000. Pr 1. januar 2006 var folketallet 5.427.459. Dette ser så kun ud til at give en forskel på godt 317.000. Antallet af danskere er gået tilbage (meget betegnende) siden 1968. Så 317.000 er mindre end halvdelen af historien, hvilket vi beviser på en anden måde også.

Siden 1979 har Folketinget bevilget dansk statsborgerskab til 189.910 personer, jfr. Danmarks Statistikbank og de børn, som disse har født, efter de har modtog brevet fra Folketinget, medregnes som danskere ligesom deres forældre. Resultatet er pr. 1. januar 2006, at der opholder sig ca. 690.000 med fremmed oprindelse i Danmark fra områder uden for Vesteuropa, Nordamerika, Israel, Japan, Australien og New Zealand.

D.v.s. der er 4.737.459 (5.427.459 – 690.000) danskere og vesterlændinge (heraf ca. 74.000 vesterlændinge) i Danmark, og dette svarer netop til den tilbagegang i børneantallet, som vi konstaterer overalt i den vestlige verden. En tilbagegang med cirka 3-3,5 promille om året rundt om i Europa. Det bliver til 4.732.488 på 26 år[7]. Der var i øvrigt officielt 99.796 udenlandske statsborgere i Danmark i 1980 (i følge tabel 31 i Statistisk Årbog 1987), hvoraf ca. 47.880 var fremmede fra den netop anførte områder (hvilke ikke er blevet til mindre end det dobbelte på 26 år)

De tildelte danske statsborgerskaber før 1979 er heller ikke medregnet, og danske kvinder (som nævnt) fødte i øvrigt for få børn begyndende allerede i det famøse år 1968.

En samlet gennemgang af de 26 års udvikling i tabelform er foretaget på: http://www.lilliput-information.com/kantranspo.html
For så vidt angår indvandringen fra Tyrkiet og Pakistan i de 26 år er gennemgangen sket på: http://www.lilliput-information.com/tyda.htm
De politiske ledere i Danmark og overalt i Vesteuropa var måske bekymrede for at deres folk langsomt skulle uddø p.g.a. for få fødsler, så de ville miste flere og flere skatteindtægter. De fik en ide, en ”rigtig god ide” sammen med verdens førende:

Folketal i nogle muslimske lande
Årene 1998/2050 (hele millioner)

iflg. UN World Population Prospects, 1998 revision:

Iran: 64 mio./115 mio.
Tyrkiet: 65 mio./101 mio.
Egypten: 66 mio./115 mio.
Bangladesh: 123 mio./212 mio.
Pakistan: 142 mio./345 mio.

Resultatet bliver dog det samme, og endemålet nås endda hurtigere - cirka dobbelt så hurtigt.


Det afgørende for de politiske lederne ”og deres syge moster”: det kommer ikke til ske, før de er gået bort – her må vi i sandhedens interesse oplyse, at balladen begynder længe før danskerne er i mindretal om 35-40 år eller uddøde….ser det ikke sådan ud allerede?

Anbefal denne side
http://www.lilliput-information.com/


[1] Fra områder uden for Vesteuropa, Nordamerika, Israel, Japan, Australien og New Zealand.
[2] http://www.berlingske.dk/grid/viden/artikel:aid=616170
[3] http://www.jp.dk/arkiv:aid=3213638:ssid=404746
[4] Her medregnes alle senere generationer end første af børnene som danske i opgørelserne.
[5] http://nyhederne.tv2.dk/article.php?id=1700989
[6] Dokumentation af 18. oktober 2005:
”Indvandreres sønner får ikke arbejde”
Af MARTIN H. DAMSGAARD og CHRISTIAN FRIIS HANSEN
http://epaper.jp.dk/18-10-2005/demo/JP_04-01.html
"..Sønner af indvandrere står i stadig lavere grad til rådighed for det århusianske arbejdsmarked. Ifølge formanden for regeringens integrationstænketank, Erik Bonnerup, bør Århus handle hurtigst muligt. Det er et betydeligt problem, der kan belaste byens økonomi alvorligt, og man bør forbedre situationen hurtigst muligt, siger han..."
Indvandrere på det tyske og dansk arbejdsmarked, Rockwoolfonden, oktober 2004:
"...Tyskland har oplevet en faldende trend i beskæftigelsen for ikke-vestlige indvandrere siden midten af 1980’erne, og det er en udvikling, som kan spores helt tilbage til begyndelsen af 1970’erne. Den udvikling kan man se en klar parallel til i Danmark, hvor beskæftigelsesfrekvensen faldt markant fra 1985 til 1994. For selvom beskæftigelsen siden er steget ikke mindst på grund af det økonomiske opsving, så har beskæftigelsen blandt ikke-vestlige indvandrere aldrig nået sit tidligere niveau. På baggrund af forløbsdata fra Danmark kan vi imidlertid konkludere, at en stor del af forklaringen på den faldende beskæftigelsestrend er, at de nye ikke-vestlige indvandrere, som er kommet til Danmark efter 1970’erne, har haft en betydelig dårligere arbejdsmarkedstilknytning fra første færd. Frem til 1999 har hver nyankommen årgang således haft en lavere erhvervsdeltagelse end årgangen før..."
[7] 5.117.000*(1-0,003)^26 = 4.732.488


"if your heart is filled use your brain"