De Økonomiske Tiltag I Europa Styrer Mod Deflation

Modtrækkene mod finanskrisen og den dermed delvis forbundne økonomiske nedtur fejlbehandles traditionen tro.

Det er i grunden ikke utroligt, at den sidste generation af dyrkere af økonomen John Maynard Keynes holder ved. De har ikke lært, at det går an at hælde til andet, og de tør ikke tænke mere frit af hensyn til karrieren.

Både i Tyskland og i Danmark er hovedingredienesen skattelettelser og underskud på de offentlige finanser, større offentlige udgifter end indtægter og derfor endnu større statsgæld. Så sætter man tilmed skatteyderne til at betale for at redde kollapsede banker, for staten har aldrig haft penge. Vel for lige at sætte et politisk fingeraftryk til dummegruppe - den største -, så skal bankdirektørerne både i Tyskland og Danmark lige have nogle begrænsninger på deres lønninger, hvis deres firmaer skal have statsgarantier.

Det allermest planøkonomiske/marxistiske tiltag kommer fra Lene Espersens kontor. Det går ud på, at godt ledede banker er det tilladt at køre med lave udlånsrentesatser, hvorimod de andre skal udlåne til høje rentesatser, hvis vi kan stole på medierne i dette spørgsmål.

Det vigtigste for de ansvarlige politikere er fortsat at sikre illusionen om, at finanskrisen skyldes de finansielle institutioner selv, i hvert fald sikre sig, at netop de ansvarlige ikke drages til ansvar.

Det er altså fortsat tilfældig pengeudpumpning og adskillige kamouflagetiltag, der tager udgangspunkt i at det ikke muligt at fjerne årsagen uden lige så negative følger.

Vi havde foretrukket nogle mere gennemtænkte rene dækninger af tab med flere indbyggede tilskyndelser til at øge soliditeten fremover. Endelig ville et nyt internationalt monetært system kunne fjerne tilskyndelserne til den usunde internationale spekulation.

Konkurrencen vestfra p.g.a. valutakurserne rammer tilmed det europæiske fastland, der ikke kan nedskrive Euroen. Og her skriger Syd- og Østeuropa på underskudsøkonomi for at sikre den politiske stabilitet fra gadeplan. Fortsætter udviklingen som nu i f.eks. Spanien er der ikke flere produktionsvirksomheder der om ganske få år.

Intet er sket i Euro-zonen for at omstille erhvervsstrukturen til den øgede internationale konkurrence med prioriteringer, der modsvarer den tilhørende globale udflagning af alt løn- og velfærdstynget masseproduktion. Det begyndte i England og USA i begyndelsen af 1980erne.

Fra dette udgangspunkt kan det ikke efter en mindre udsættelse p.g.a. af de øgede pengemidler og kreditter ende i andet end fortsat forbrugsoppustning, der kun kender to veje, inflation eller deflation. At det bliver deflation i den nuværende situation er meget sikkert, hvilket en seks måneder lang nedgang i centrale nøgleindustrier viser sammen med prisfaldene på klassiske nødvendighedsprodukter.

Dernæst stilstand og krig, når den politiske ustabilitet tiltager mere samtidig med tilliden til staterne aftager, og dette skal den øgede ledighed, der følger deflationen og den fortsatte immigrantstrøm til et tilsyneladende endeløst offentligt forbrug ind i Europa nok sikre. I Danmark er dette forbrug forlængst nået 40 pct. af det samlede offentlige forbrug.



J. E. Vig, 14. januar 2009