Europæisk befolkning og arbejdsstyrke

Information om Danmark

Europæiske Unions befolkning og arbejdsduelighed

'En halv million indvandrere hvert år'. 15. november 2005 hævdede Kristeligt Dagblad: Spanien har brug for 500.000-600.000 unge arbejdsdygtige indvandrere om året i 15 år til at kompensere for et af Europas laveste fødselstal. Men det kan ikke være den eneste løsning, siger eksperter.

Spaniens fødselstal blev hos Eurostat angivet til 1,26 pr. kvinde i 2002 kilde: portal/page?_pageid=1089,47613132&_dad=portal&_schema=PORTAL&mo=containsall&ms=fertility

%3Cbr%3E&saa=&p_action=SUBMIT&l=dk&co=equal&ci=,&po=equalπ=,">http://epp.eurostat.cec.eu.int/

portal/page?_pageid=1089,47613132&_dad=portal&_schema=PORTAL&mo=containsall&ms=fertility

%3Cbr%3E&saa=&p_action=SUBMIT&l=dk&co=equal&ci=,&po=equalπ=,) , estimeret til 1,28 hos CIA for 2005 (http://www.cia.gov/cia/publications/factbook/geos/sp.html), i artiklen i Kristeligt Dagblad anføres 1,32 , en svag stigning i forhold til de historisk lave fødselstal på 1,14. 1,32 kan også referere til en forventet eller en foreløbig angivelse. Det fremgår af Eurostat's statistikpræsentationer, at de gamle 15 EU-lande angiveligt har en samlet fertilitet på 1,46. Blandt alle 25 EU-lande er gennemsnittet samlet 1,49, ikke som EU-kommissiær Vladimir Spidla angiveligt blev refereret for på DR-Teksttv den 18. marts 2005 at hævde at dette var de europæiske stambefolkningers fertilitet, og den danske Erhvervs- og Økonomiminister Bendt Bendtsen ligeledes fejlagtigt hævdede i pressen den 2. november 2004, at fertiliteten 1,746 var danskernes fertilitet. I Danmark er den totale fertilitet langt over gennemsnittet, nemlig 1,74, anfører Eurostat. Det kan kun skyldes, at ikke-vestliges andel med en gennemsnitlig fertilitet på >=3,5 barn pr. kvinde er langt den største i Danmark.

Da der i Eurostats angivelser er tale om totale fertilitetstal for EU-landene og for enkeltlandene, kan vi fastslå at disse totale fertilitetstal er fremkommet ved et blandingforhold mellem gruppen med høj fertilitet, d.v.s. ikke-vestlige kvinder, og gruppen med lav fertilitet, de vestlige, bl. a. danskerne. Går vi ud fra at de etniske danskere ikke føder flere børn, men måske ikke færre børn pr. kvinde i gennemsnit end de spanske kvinder, der er præget af katolske traditioner, så kunne følgende vejede gennemsnit være relevant for problemstillingen i Danmark[1] :

I: 1,26*(1-x) + 3,5*x = 1,74

Vi kan et øjeblik forestille os, at stigningen i den anførte gennemsnitlige fertilitet blandt spanske kvinder fra 1,14 til 1,32 netop er sket efter samme opskrift som i Danmark: De naturaliseredes børn medregnes som danske, selvom de etnisk tilhører immigrantgruppen og fortsætter dennes fertilitets-mønster efter naturalisationen:

II: 1,14*(1-x) + 3,5*x =1,74

hvor x er andelen af de fødende, der er ikke-vestlige, 1-x er andelen af vestlige blandt de fødende, 1,26 er fertiliteten blandt etniske danskere, 3,5 den antagede ikke-vestlige gennemsnitlige fertilitet, og 1,74 er den officielle totale danske fertilitet for 2005. x eller andelen af fødende kvinder med en ikke-vestlig baggrund bestemmes af ligningerne I og II til henholdsvis ca. 21 pct og ca. 25 pct. Idet ikke-vestlige har en ca.25 pct. større andel under 25 år i forhold til danskernes andel under 25 år, og fødslerne starter tidligere i den ikke-vestlige gruppe, så kan de 21 pct. eller de 25 pct. af de fødende selvfølgelig ikke siges at være typiske for og dermed overføres til også at angive de ikke-vestliges befolkningsandel. Den bliver ud fra de netop gennemregnede estimater:

12-15 pct. af indbyggerne i Danmark
eller
15-18 pct. af indbyggerne i Danmark

Præcis som det sker i Danmark, der efter talende kilder i Røde Kors, er et forgangsland for indvandringsprojektet 'Eurabia', skal den øgede indslusning af immigranter til EU ske camoufleret, så opsigten ikke giver anledning til for meget støj og uro i de etniske stambefolkninger. Af Eurostat's hjemmeside fremgår ligeledes, at knap 436.000 nye statsborgerskaber blev tildelt immigranter i 2002 i alle EU-landene. I 2003 indvandrede 988.600 til EU (Fischer Almanach 2002-2004), og der var fødselsoverskud på godt 300.000 børn af immigranter samme år. I alt en forøgelse på ca. 1.290.000 af EU-indbyggertallet, selvom stameuropæerne ved manglende fødsler og død gik ned med ca. 2,3 mio. Den reelle immigranttilvækst og immigrantfødslerne er dog fremkommet efter fradrag af ca. 436.000 nye statsborgere, så indvandringen og antallet af immigrantfødsler syner af mindre, og de 2,3 mio. manglende stameuropæere har på den måde fået andre på deres pladser og derudover er antallet af pladser blevet udvidet med 1.290.000 i 2003.

Siden 2002 har man i flere EU-lande haft behov for at finde på løsninger på velfærdssystemernes naturlige finansielle sammenbrud som følge af aldringen blandt stameuropæerne og ikke mindst de ekstra indtil nu mindst 12-18 pct. immigranter og deres efterkommere stammende fra ikke-vestlige lande med stadigt ringere tilknytning til det europæiske arbejdsmarked igennem de seneste 30 år. Den offentliggjorte løsning for fremtiden i Spanien er yderligere 500.000-600.000, nu arbejdsdygtige indvandrer hvert år. Noget procentvis tilsvarende til Danmark. Spanien har 40,3 mio. indbyggere. EU har 9,5 gange flere indbyggere, Danmark en ca. 1/8 af Spaniens indbyggere. Det skal understreges, at landene, Tyskland, Frankrig, Grækenland, Spanien, Portugal de sidste tre år har udvist tæt på nul økonomisk vækst med en accelereret outsourcing af jobs siden årtusindeskiftet. På denne baggrund må vi spørge, hvor skal jobbene komme fra, og hvor skal de arbejdsdygtige/veluddannede komme fra? Fra Kina?

Vi kan simpelthen ikke begribe, at den danske tænketanksformand Hans Kornø Rasmussen og EU-kommissær Vladimir Spidla foreslår en gradvis 12-dobling af indvandringen til Europa i perioden indtil år 2024, d.v.s. de næste 19 år. Hvor fra vil disse herrer skaffe arbejdskraften, som de hævder vi står og mangler? En ikke-marxistisk veldokumenteret analyse viser tydeligt, at det bortset fra den løntunge omsorgssektor for flere ældre er det arbejdspladser i samhandels- og produktionssektoren vi simpelthen mangler og fortsat kommer til at mangle, og at vi netop udkonkurreres af meget lavere lønninger i bl. a. Fjernøsten uden et tilsvarende skattefinansieret velfærdssystem. En indvandring til EU på op til ca. 10 mio. arbejdsdygtige pr. år (til vel lavere løn og lavere skat) sammen med fortsat knap 1 mio pr. år (inklusive fødsler) immigranter som i de sidste 30 år, der let forudseeligt kun har bidraget yderligere til velfærdssystemets naturlige finansieringskatastrofe, skulle være løsningen. Det foreliggende projekt for fremtiden er lige så udsigtsløst, ja mere udsigtsløst, end det vi netop har set følgerne af igennem 30 år. Velfærdskommissionen i Danmark forsøger i samme ånd med regneeksempel byggende på ekstra 30.000 arbejdsdygtige/ veluddannede indvandrere pr. år (uden budgetbelastende familier og fødsler) foruden indtaget af 10.000 ikke-vestlige med yderst ringe beskæftigelsesmuligheder i Danmark. Såfremt der forudsættes lige ret for loven, bliver familiesammenføringerne og fødslerne givet aktuelle, også blandt fremtidige arbejdsdygtige/veluddannede immigranter, kan vi måske gå ud fra. Dette vil have som konsekvens, at indtaget af immigranter fremover endog skal være langt større end 30.000 ekstra pr. år (endog til evig tid), indrømmer Velfærdskommissionen. Er det her vi skal se overensstemmelsen mellem EU-planlæggernes og Velfærdskommissionens planlæggere af det fremtidige Europa og Danmark?

Alene den kendsgerning at alle generationer af såkaldte 'efterkommere' af indvandrere har vist sig indtil nu at have en stadigt ringere tilknytning til gruppen, der bidrager positivt til samfundsholdningen i et område præget stadigt mere af den internationale konkurrence skulle være nok for normalt tænkende til forstå, at en tilmed mangedobling af indvandringen kun kan have til formål at bringe Europæiske Union helt i knæ. At det vil ske skal ikke være nogen hemmelighed. Euro-Unionen er absolut ingen modvægt til de usociale tendenser i den internationale konkurrence, som inkompetente analytikere fra centralistisk side mener, tværtimod den forstærker dem yderligere. Den tvinger nemlig til tilpasning af arbejdslivet til de pengeøkonomiske kommandoer. Tag for eksempel de politikerskabte ejendomsprisstigninger, der kun kunne standses ved yderligere at begrænse den europæiske aktivitet, som en nødvendig effekt af de inflationsforhindrende tiltag, der skal ske af indbygget nødvendighed i en Euro-Union af den type, som den netop var designet og konstrueret til at være. Det samme med beskyttelsestolden mod import af konkurrerende varer fra lavtlønsområderne. Den europæiske centralbank må føre fuldstændig fælles politik for 12, senere måske flere, vidt forskelligt strukturerede lande, uden at have nogle økonomisk-politiske redskaber i behold at ty til. Om man efterfølgende vil tale om endnu et kikset integrationsprojekt eller et deflationsområde på vej mod voldsom ustabilitet og eventuelt krig er ligegyldigt. Det hele var forud programmeret, intet af det er der ikke blevet advaret behørigt imod.

Joern E. Vig, cand. oecon.
www.informationomdanmark.dk

[1] Danmarks officielle befolkningsregnskab byggende på ’indvandrere’ og ’efterkommere’ giver ikke et retvisende billede af immigrant-gruppen i Danmark.


"if your heart is filled use your brain"